Camilla Diderichsen | Adventskirken

Camilla Diderichsen

Camilla Diderichsen


# Nyheder
Udgivet tirsdag d. 30. april 2019, kl. 15:02

I morgen 1. maj starter Camilla Diderichsen sit virke som præst i Adventskirken.

Det markeres med en indsættelsesgudstjeneste søndag 12. maj kl. 10.30, hvor alle er velkomne til at byde Camilla velkommen. 

Efter gudstjenesten afholdes der reception, og senere på dagen finder Adventskoret og Belmont koret den kulørte pensel frem til årets sommerkoncert.

Camilla Diderichsen er vokset op på Østerbro og i Lundeborg på Fyn. De sidste 11 år har hun været præst i Endeslev, Vråby og Himlingøje, som ligger syd for Køge. 

Det var som ung teologistuderende, at Camilla blev sikker på, at hun skulle være præst. Hendes fars død chokerede hende, og gjorde hende bekendt med følelser som sorg, meningsløshed og kaos. Følelser hun indtil da kun havde læst og hørt om: 

”Jeg mistede min far alt for tidligt, men jeg følte det ikke som meningsløst. Jeg følte det, som om min kærlighed havde ændret form. Jeg fik brug for at sige det, man kun kan sige i en kirke, det som man ikke kan sige sig selv. At alt ikke ender med døden, men at det ender godt.”    

Og det har Camilla stadig brug for at sige. Nu ser hun frem til at være præst: 

”i et stort kirkeligt fællesskab, som Adventskirken er. Jeg glæder mig til at være med til at gøre kirken til et naturligt samlingssted for alle i Vanløse. Et sted, hvor der er plads til eftertanke, fordybelse og oplevelser. Jeg glæder mig til at møde dagligdagen i kirken og uden for kirken. Jeg glæder mig til samtaler om stort og småt. Jeg glæder mig til alle de relationer, der skal etableres.”

Vi ser frem til at byde Camilla velkommen i Adventskirken og håber at hilse på en masse vanløseborgere i dagens anledning.