Jeg var på cykelferie med mine forældre som barn. Jeg mindes, hvordan bakkerne ind i mellem godt kunne være lidt for stejle for en lille pige med al den tunge bagage. Når jeg ikke kunne klare mere og tårerne stod i mine øjne, cyklede min far op på siden af mig og lagde sin hånd på min nakke og skulder og skubbede, så jeg kunne komme op ad bakken.

Hver gang der er modgang i mit liv, eller det føles som op ad bakke. Hver gang der er for meget modvind. Hver gang jeg ikke kan bærer min livsbagage, så håber jeg, at Gud vil gøre det samme – give mig et skub, så jeg kan komme op ad bakken, ligesom Gud skubbede Jesus ud af gravens mørke ud i påskemorgensolen. 

Billedhuggeren Niels Helledie siger et sted, at det menneske, der aldrig er blevet korsfæstet, det har aldrig levet. Jeg tænker, han mener, at en betingelse for at livet for alvor kan leves, det er, at vi også kender til livets afkroge, til modvind og mørke og de forladte, ensomme steder af vores eksistens. 

Niels Helledie har lavet dette vidunderlige krucifiks, som rummer hele påsken. Læg mærke til, at ribbenene på den korsfæstede, dødens ben, forvandles til livstræet. Håbet, det nye liv vokser ud af lidelsen. Og over Jesu hoved troner hanen, der galede skærtorsdag og gjorde Peter opmærksom på sit svigt. Niels Helledies krucifiks viser så smukt, at Gud lader nyt liv vokser ud af svigt, ensomhedens- og dødens smerte.

Helledies krucifiks er for mig billede på håb: Livet opstår – ikke kun påskedag. Det er et opstandelseshåb, der ikke kun gælder i forhold til den yderste dag eller om rigtig lang tid, men det er håbet også her og nu midt i vores liv, at der findes en påskemorgen på den anden side af enhver langfredag. Det er håbet om, at der kan være lys og liv på den anden side af vores ensomheds mørke, eller at livet bliver til at leve igen på den anden side af bakketoppen. Det er håbet om noget nyt. 

Christine Stig Andersen, min praktikant, sagde i en morgenandagt fornyeligt: ”Gud er kontinuerligt i gang med at oprejse sin skabning, og vi kan blive bedre til at se den virkelighed... Opstandelsen er altså ikke en destination, som vi skal nå, men snarere en gennemrejse, det er en bevægelse. Opstandelseslivet er nemlig ikke et opholdssted, men en retning Gud har lagt i os, en evig træning i at se, hvordan Gud gør alting nyt.”

Opstandelsen er ikke målstregen, som vi cykler over på den yderste dag. Opstandelsen er hver gang, vi når op på bakketoppen og kan se ud over det hele, se, at verdenen åbner sig for os på ny. Der, hvor vi kan læne os tilbage i sadlen og ikke behøver at trampe i pedalerne med sved på panden. Det går der udad helt af sig selv. Sådan er det i livet, og sådan tror jeg, det er i døden. 

Mit liv er en cykeltur med påske i. En cykeltur med opstandelse i. En cykeltur med kærlighed i - ligesom dit. God tur! 

Glædelig påske!
Camilla Diderichsen